Søg
Close this search box.

Glædelig jul 2022

Endnu et år er gået – En sæson er sejlet – Og 2023 står lige foran.

Igen tænker vi at det da er gået voldsomt hurtigt, men vi ser også tilbage på et 2022, hvor vi har haft forrygende travlt og vi er taknemmelige for at vi får lov til at udstyre Jeres både.

Samtidig har 2022 været et forunderligt år, hvor vi fik mere ro fra Covid-19 og kunne glæde os til at kunne omfavne de lyse tider uden at skulle tænke så meget over afstand og smittekæder. Desværre så sker der en masse østpå og nye bekymringer og stigende inflation har ramt os alle. Vi forsøger at holde vores priser så meget i ro som muligt, men vi er deværre også nødsaget til en gang imellem at justerer vores priser. Vi håber og tror på at 2023 bliver et roligere år, hvor vi alle kan se imod mange gode timer på vandet.

Vi har sendt rigtig mange sprayhoods, kalecher og nye sejl afsted til kunder i Danmark, Europa og resten af verden. Vi er stolte og glade for at vi kan få lov at sætte et Schultz produkt på både i mange havne rundt omkring.

Vi har ansat en ny sejlmager ”TB” der starter den 1. marts og vi glæder os til at byde ham velkommen. Hvis du har et sejl der trænger til en reparation, ny UV-beskyttelse eller andet så kom ind med det og det bliver lagt i køen på sejlloftet. TB glæder sig til at tage imod jer og give gode råd om sejl og rigning.

Alle vores egne sprayhoods og kalecher er produceret her på adressen i Kolding og samtidig har vi et rigtig godt samarbejde med forskellige producenter rundt omkring i Europa, hvorfra vi kan skaffe mange forskellige standard modeller. Vi er også blevet forhandler for NVequiptment i Frankrig, de fremstiller rigtig mange sprayhoods og biminier til bl.a. Jeanneau, Benneteau og Dufour. Hvis du kigger på vores nye hjemmeside, så har vi lagt et link til deres hjemmeside, så I kan udforske og se om de har en model der passer til netop Jeres båd, eller tag fat i os.

Vi er i disse dage gået live med vores nye hjemmeside og vi håber I vil tage godt imod den, finde inspiration og gode råd. Skulle I mod forventning finde en knap eller side der ikke virker, så send os endelig en mail, så får vi det rettet hurtigst.

Vi har travlt hos Schultz

Med leveringstider på nye produkter, som allerede nu ligger hen i slutningen af september 2023, fortsætter vi i højt tempo gennem vinteren, så vi kan få nedbragt leveringstiden.

Vores travlhed afspejles også i at vi mangler medarbejdere og konstant har søgt kvalificerede medarbejdere til vores produktion og det fortsætter ind i 2023.

”Vi har lige nu to jobannoncer oppe og håber på at kunne ansætte tre nye kollegaer til produktionen, så vi kan følge med efterspørgslen og arbejde mod en kortere leveringstid igen”

Fra 20. februar og frem til sommerferien vil alt vores personale desuden skrue arbejdstiden op fra 37 til 41 timer om ugen, så vi får så mange sejlere som muligt på vandet med gode oplevelser til følge.

Hos Schultz holder vi fortsat et stort fokus på at kunne hjælpe alle kunder, der henvender sig. Derfor er der også afsat tid i produktionen til, at vi kan udføre både mindre og større reparationer og udskiftninger på dine ting inden for en relativ kort tid.

Tøv derfor ikke med at kontakte os eller med at komme ind med de ting, der skal repareres. Så finder vi sammen en god løsning, så du kommer på vandet igen til foråret.

Glædelig jul og godt nytår

Vi glæder os til at bådene igen kan pakkes ud og at endnu en sæson kan starte. Men inden den starter, håber vi, at I igennem vinteren forbereder jer godt, og at I vil tage godt imod de nye tiltag hos Schultz, vores nye medarbejdere og også vores nye hjemmeside.

Med den opfordring er der ikke andet tilbage end at ønske jer – kunder såvel som leverandører – en glædelig jul og et godt nytår.

Fra 1. januar 2023 har vi nye åbningstider:

Mandag – torsdag 08:00 – 16:00

Fredag 08:00 – 14:00

Vi glæder os til at se Jer.

Mange julehilsner fra os alle hos Schultz Sejlmageri