Vedligeholdte sejl giver dig den bedste sejloplevelse
Når dine sejl om foråret endelig kommer ud af posen og op i masten, er de udsat for maksimalt pres fra alle naturens elementer. Sol, vind, vand, og salt tærer sammen med almindeligt slid på sejlene, og skader vil forekomme over tid. Men hvis du vedligeholder dine sejl korrekt, så forlænger du levetiden markant og har gode, funktionelle og pæne sejl i mange år.
Slidtage på dine sejl kan ofte ses på faconen i sejlet. De trækkes så at sige ud af facon, og det skaber mere uro i din sejlads. Sejlene kan også få synlige skader. De er nemme at forholde sig til og skal blot repareres. Hvordan vi gør dét, kan du læse mere om her. Men det er de usynlige ting, der går ud over de gode oplevelser. Sejl, der er ude af facon, får båden til at krænge mere i stedet for at sejle fremad, og du skal ofte krydse mange flere gange, da de ’trætte’ sejl ikke kan få din båd til at gå højt nok i vinden.
Vi har derfor samlet en omgang do’s and don’ts til vedligehold af dine sejl herunder – tips, som tager dig en god del af vejen mod mange flere gode oplevelser på havet.
Vedligehold gennem sæsonen
Hvis dine sejl skal holde sig pæne og funktionelle i mange år, skal du først og fremmest altid huske at holde dem rene og tørre. Er sejlene våde, når du pakker dem, skal de hurtigst muligt op at hænge til tørre, når du kommer hjem. Sejldug og syninger skal samtidig beskyttes mest muligt mod solens UV-stråler, da strålerne med tiden opløser tråde og fibre i sejlet.. Sejldugen mister i begge tilfælde sine egenskaber hurtigere
Herunder får du yderligere et tips til riggen og forstærkninger for at beskytte dine sejl bedst muligt mod slitage og revner.