Få efterset din kaleche, sprayhood og sejl

 

At få pakket sejl og kaleche ud og sat dem på båden om foråret  er en fantastisk følelse for de fleste sejlere. Og når først båden er rigget med sejlene, og kalechen er monteret igen, så slår det skår i glæden når den slidte syning eller lille flænge, som du måske havde bemærket i efteråret og tænke nok skulle holde, ikke holdte alligevel.  

Hos Schultz ved vi præcis, hvor både dit sejl, sprayhood og kaleche slides ekstra hårdt – også hvor det ikke altid kan ses på overfladen. Både stof og syninger kan se fine ud, lige indtil vinden kommer fra den forkerte retning, eller du lige bruger kalechen til at genfinde balancen et kort sekund.  

Vi tilbyder, mod et mindre beløb, at give dine sejl, kaleche eller andre produkter et eftersyn, hvor vi blandt andet går stresspunkter, syninger, knapper, lyn med mere igennem for dig. På den måde minimerer vi risikoen for at små problemer bliver store. 

Ved indlevering laver vi et skøn over, hvor lang tid et eftersyn vil tage og giver dig derefter et bud på en cirkapris.  

Finder vi ved eftersyn steder på dine produkter, som kræver et større arbejde, kontakter vi dig selvfølgelig, inden vi går i gang, så ikke budgettet løber løbsk. Reparationer som udskiftning af lynlåse og vinduer laver vi som udgangspunkt for en fast pris.  

Du kan finde mere om dette på vores side om ’Reparationer’ 

HUSK: Et godt tip er allerede at komme ind med dine ting i efteråret, når du har pakket båden for vinteren. Så er du sikker på, at vi har tid nok til, at du kan være helt klar til næste sæson. 

 

Få tips til at holde dine ting ved lige 

Ting holder længst, når man passer godt på dem. Hos Schultz kan du altid få gode tips til vedligehold af din kaleche, og vi giver altid et bud på, hvor længe dine ting har igen, før en udskiftning er nødvendig. 

Vores erfaring er, at regelmæssig vedligeholdelse ofte kan forlænge produkternes levetid med op til 10 år.  

Kig eventuelt forbi vores websider om vedligehold af dine sejl og om pleje af din sprayhood, kaleche og meget mere.   

 

Vask dine ting, inden du indleverer dem 

Vores syborde skal altid være helt rene. Det synes vi, at vi skylder alle vores kunder – både dem, der skal have udført reparationer, såvel som de, der får syet en helt ny sprayhood eller kaleche. Desuden er rene materialer altid lettere at arbejde med. Vask derfor din sprayhood/kaleche, inden du kommer med den. 

Er stoffet, du afleverer, snavset, gør vi naturligvis rent på og omkring sybordene samt symaskinens dele bagefter. Det koster ekstra tid og vil i så fald fremgå af din regning som ’smudstillæg’. Det kan du lige så godt undgå.  

At vaske dine ting selv er heldigvis ret let. En stor balje med lunkent vand (30 °C), lidt finvaskemiddel og en svamp eller blød børste er mere end rigeligt til det meste. Når materialerne er tørre, så afleverer du dem hos Schultz.  

 

Vent med imprægnering til foråret

Da vores synåle i sagens natur prikker huller i stoffet, når vi reparerer for eksempel din sprayhood, er det lidt spildt arbejde at imprægnere, inden du kommer. Sytråden, vi bruger, ér imprægneret og er derfor vandtæt i sig selv. Så når du tilføjer din imprægnering til foråret, vil dine materialer derfor være godt sikret mod både regn- og havvand. Samtidig er det også nemmere at imprægnere, når din kaleche eller sprayhood sidder på båden. 

Du kan finde mere om korrekt vask af kalecher m.m.vores website og også få gode råd til, hvad du for alt i verden skal undgå.